Wozniacki vækker fynsk tennisinteresse
Fynsk tennis oplever markant medlemsfremgang. Og det er ikke mindst takket være Caroline Wozniacki, der i den forgangne uge nåede US Open-finalen.
Wozniacki-effekten er slået igennem i fynsk tennis. En af de klubber, der har oplevet er mærkbar tilgang af medlemmer, er Tennis Club Odense.
- At Caroline spiller på et højt niveau har stor betydning for tennisinteressen. Og vi mærker klart en af effekt af hendes succes, da vi har fået mange nye juniormedlemmer. Især er der kommet mange piger til, fortæller manager for Tennis Club Odense Kristoffer Jørgensen.
Ude på grusbanerne træner 13-årige Martine Ditlev adskillige gange om ugen. Hun er et af Odense-klubbens store talenter. Og for det fynske stortalent er Caroline Wozniacki en stor inspirationskilde.
- Caroline har vist, at danske spillere også kan nå langt. Hun har trampet sig til tops, så det giver da mig tro på, at jeg kan gøre det samme, siger Martine Ditlev.
Manager for det fynske tennisflagskib Kristoffer Jørgensen pointerer, at man har tænkt sig at udnytte Wozniackis succes. Det vil klubben gøre ved at iværksætte en masse nye tilbud til nye og gamle medlemmer i bestræbelserne på at fastholde den positive medlemsudvikling.